Vis printvenlig side
Efb - Brøndby

Winde: Vi står godt imod

 

Kilde www.efb.dk

Med en række gode indgreb var Lars Winde igen mod Brøndby en sikker sidste skanse for EfB, og kampsponsor IT Forum Gruppen valgte da også den rutinerede keeper som Man of the Match

Han måtte hente bolden ud af netmaskerne en enkelt gang, men ellers var Lars Winde sikkerheden selv. Derfor overrakte IT Forum Gruppens direktør, Dennis Hansen, efterfølgende målmanden en smuk buket sponsoreret af Tendens, som det synlige bevis på titlen Man of the Match, og keeperen havde da også roser til hele forsvaret.

 

- Vi står godt i defensiven, ligesom vi egentlig også gjorde i Aalborg. Efter det første kvarter kommer vi lidt langt tilbage, og kommer til at forsvare meget, men de kommer faktisk kun til skud udefra, ræsonnerer Lars Winde, som helst ikke gør det store væsen af sig på banen.

 

- Jeg har det sådan, at vi som målmand og forsvar har spillet en god kamp, når der ikke har været det store. Det handler om at dirrigere forsvaret ordentligt, og jeg har stået en god kamp, når jeg kan snakke forsvaret på plads. Det er selvfølgelig fint, når jeg kan diske op med en redning eller to. Jeg vil dog helst bare kunne samle bolden op i stedet for at kaste mig, for det er sværere at lave en redning, når du ligger ned. Så kan det godt være, at man bliver vurderet på redningerne, men det betyder nu ikke så meget, konstaterer en tilfreds Lars Winde.